Hundekoldt i nat. Mogens var oppe i nat og mener, at vi var nede omkring frysepunktet. Man kan holde sig varm på en dejlig måde ved at sove i 55. Og rigtig tæt. Eneste hage ved det er, at man skal vende sig i takt og at Helly Hansen er besværligt i vejen, når man ligger så tæt. Men det er dejligt. Og varmt.
     Ville et varmt bad ikke have gjort underværker om morgenen? Nå, dejlig morgenmad under en skyfri himmel, og temperaturen havde da sneget sig op omkring 13°C, og så af sted.
     En fantastisk smuk køretur op langs kysten på The Viking Trail helt op til det nordligste punkt, L’Anse aux Meadows, som ventede forude. Og smukt var det. Her var masser af træer, masser af bugte og masser af klar luft. Nogle gange lignede byerne og landskabet Island, nogle gange Færøerne, og måske også lidt Grønland, hvem ved, for der har vi ikke været. Endnu!

     Vi spejdede efter alle disse hvaler, som man her siger, nogle gange fylder så meget, at man ikke kan få øje på isbjergene. Turister er lette at lokke. Det eneste vi så, var en masse fiskere og deres hummerterner. Ja, og så så vi et par moose. Uden at være så heldige at få dem fotograferet. Den ene, en kæmpe hun, stod i vejsiden og gumlede. Vi standsede bilen, Mogens gik ud, hun lugtede voldsomt, og alligevel formåede hun – uden at vi overhovedet hørte det - at forsvinde. Sådan et kæmpedyr! Men vi var meget glade for oplevelsen og kunne koncentrere os om den efterhånden opslidende vej. Vi var ved at blive trætte.

     Der er omkring 40.000 moose (elge) på New Foundland og der sker mere en et sammenstød mellem en moose og en bil om dagen! Moose holder meget af at gå på eller ved vejene af flere grunde. Den åbne plads giver et mere frit udsyn, og det er meget lettere at komme frem. Der er færre insekter ved vejen, og om foråret kan de godt lide at slikke saltet fra vinterens saltning af veje. 

     Langs vejen er der anlagt bittesmå haver på blot få m². Jorden er godt kultiveret, og vi gætter på, at det er kartofler og måske løg, der dyrkes. Jorden ser ikke ud til at tilhøre nogen, man har blot taget sig en bid og hængt plastikposer og sat fugleskræmsler op for at holde dyr og fugle på afstand. Hvad der også ligger langs vejkanten er brænde. Fint skåret både birk og gran lige til at lægge i brændeovnen. Så står der et telefonnummer på hele baduljen. Man kan så ringe og aftale pris med ejeren og fortælle, hvor meget man har taget. Ville det kunne lade sig gøre andre steder? Erik Ejegod lever stadig her på New Foundland.

     Godt trætte fandt vi vores udvalgte campingplads i Pistolet Bay. Hjælp, det var i en National Park, og disse altid venlige og flinke rangere tog overstrømmende i mod os. Vi var så trætte, at vi ikke orkede at køre videre, men udsigten til endnu en primitiv campingplads uden varmt bad var ikke særlig tiltrækkende. Og så skete underet!

     Som vi nu kørte ind på pladsen, blev vi mere og mere begejstrede. Den var velanlagt, man følte man var helt alene i verden. Der var det blødeste græs, en ”træveranda”, som fik os til at tænke på campingpladsen i Inuvit i Northwest Territories, vand, bord og bålplads samt det bedste af det hele, varmt brusebad og flotte toiletter. Alt sammen for 11 CAD. Solen skinnede, og det blev en herlig aften på trods af de her halse med hoster.
     Vi har kun set New Foundlændere i dag. To af dem var hunde!

23/6 2001 

     Op allerede klokken 6.30. Vi var lidt groggy efter den hårde køretur i går (for lang), natten havde været kold, og vi havde begge hostet os igennem den. Men her gjorde den gode morgenmad og det varme bad under-
værker. Selvom det kun var 13°C, var det ganske godt vejr, og vi var allerede oppe ved L’Anse aux Meadows klokken 8.30, som de første turister den dag. Vi havde denne verden helt for os selv. At være her er noget der får tankerne i gang, for 1000 år siden boede her nogle af vores forfædre.

     Leif Eriksson (Leif den Lykkelige), søn af Erik den Røde sejlede fra Grønland omkring år 1000 og slog sig ned her, altså næsten 500 år før Columbus, (1492). Bopladsen blev fundet af nordmanden Helge Ingstad i 1960. Da Leif den Lykkelige ankom boede der nogle indianere, Beothuks, som havde været der fra omkring år 500. I 1829 døde den sidste indianerkvinde. Det var disse indianere, som malede deres ansigter røde med okker og det er derfra alle europæere siden har kaldt folk fra hele Nord Amerika for rødhuder. Nu bor der ca. 568.000 indbyggere i provinsen, som omfatter både Labrador og New Foundland, i alt 404.520 km².

     Og så var isbjergene her pludselig. Alle steder, hvor vi så ud over havet. Ah smukt! Iceberg Ally kaldes denne del af Atlanterhavet. Her er ren luft, klar luft og kold luft. Vi gav stedet den tid, det skulle have og tog så videre til St. Anthony, som er en lille by med ca. 3.500 indbyggere. Her beundrede og fotograferede vi de mange smukke isbjerge. 

      Desværre opdagede vi at vi mistede luft i det ene dæk. Mogens fyldte luft på fra en tankstation i byen, og så håbede vi blot, at det ikke betød noget. Men nej, efter 50 km måtte vi konstatere, at det ikke holdt tæt og en af os måtte bide i det sure æble og skifte til reservehjulet. Det var surt, var det! Det var koldt, og det blæste temmelig meget. Efter 5 minutters kørsel var der en benzinstation med en mekaniker. Han lappede med det samme dækket. (En stor skarp sten formet som en vikingepil kom med hjem som souvenir). 

     Vi fik en hyggelig snak om hvaler, som er der, men som man blot skal give sig god tid til at sætte sig ned og opdage, om sneen om vinteren, som mange gange begraver husene, om snescootere, som mekanikeren solgte og som man virkelig er afhængige af her, og om skolerne, som ikke lukker, ligemeget hvor dårligt vejret er. Vejene ryddes til skolebusserne. Vi betalte 7 CAD for lapningen og kørte glade og tilfredse videre.

     Endelig en moose i kassen. En ganske ung hun, som ikke var særlig interesseret i Mogens, der dansede rundt om hende, for at få nogle billeder.

     Vi spiste frokost på vejen. Det var stadig koldt og nu begyndte det også at regne. Herlig frokost. Jeg fik den bedste sea food clowder nogensinde og bad om en portion mere. Det var godt for ømme mandler og snottede næser. Den venlige servitrice, som selv havde spurgt om vi ønskede mere, så undrende på mig, men bragte mig endnu en dampende skål. Jeg ved, det er dyr mad og ville selvfølgelig have betalt for en ekstra portion, men fordi jeg roste den så meget, var den åbenbart gratis.
     Talte med Malene bagefter. Vi glæders os begge til at se hendes voksende, larmende mave. Hun lyder så glad i telefonen.

     Campingpladsen her i Rocky Harbour, som vi nåede klokken 16, er altså meget fin. Den er nyanlagt af et ungt par, som er meget stolte af den. Det betyder ikke, at der ikke er træer;  det betyder blot, at det rigtige antal træer er blevet fældet for at lave private pladser, rullegræs er lagt ud til stor fornøjelse for teltliggere, der er nymalede borde, el og vand på hver plads osv. Og gratis birkebrænde til bålet. Nye herlige baderum. Men så må vi også betale 16 CAD!

     Vores to følgesvende på pladsen i dag er et par forbavsende lidt sky chipmunks. Vi nyder dem rigtig. I forhold til de meget krævende egern fra den seneste campingplads, der var svære at holde fra livet, er disse to meget høflige. Da det er Sct. Hans aften har vi selvfølgelig haft tændt et smukt bål, mens vi tænker på vores unger på Blokhusvej, som helt sikkert er nede på stranden med alle de andre fra Jersie og Solrød.

24/6 2001

      Møjnat. Jeg havde simpelthen så ondt i mit højre øre, at jeg ikke kunne holde ud at ligge ned. Men jeg kom i tanke om vort medbragte lille apotek og nedsvælgede nogle codymagnyler sad op og læste indtil – hurra – de virkede virkelig. Snorkede herefter kraftigt resten af natten, siger Mogens, som måtte op på grund af hoste. Nu må vi da for pokker snart være ovenpå igen. Og så regnede det – virkelig regnede – da vi stod op. Vi flåede teltet ned, op i luksusbrusebadet og så ind på Fishermen’s Cafe til morgenmad. 

     Det er jo faktisk ganske hyggeligt at sidde ved sådan et bord og lytte til småsnakken rundt omkring og se ud på bølgerne og de vuggende fiskerbåde. Og regnen. Vi kørte i hvert fald derfra i et dejligt humør. Godt at det var så fint vejr, da vi kørte nordpå, for det er en fantastisk køretur, men vi kunne her på vej nedad igen af og til ikke se en hånd for os. Vi skiftedes til at køre 75 km ad gangen. 

     Vi er blevet gode til at tisse alle mulige og umulige steder i denne vilde natur. Det er jo ikke, fordi der er udsøgte toiletfaciliteter til vores rådighed, men hvis man blot husker at småsnakke eller nynne lidt for at gøre mooser og  bjørne klar over, at man er der, så overlever man. Men i dag – lige for næsen af mig – lå dette herlige gevir fra en moose. Det var ikke til at vrikke løs, halvdelen af det var nede i jorden. Assistance fra Mogens, som fik det gravet fri, rykket frem. Det er tungt og ca. 1 m i bredden. Men vi skal have det med hjem. Højre side af geviret er desværre gået i stykker, så den og kraniet, som er enormt, må vi skærer af hos Henriette, som nok har noget værktøj der kan klare det.

     Allerede klokken 14 var vi på campingpladsen i Grand Codroy kun 36 km fra Channel-Port-aux-Basques, hvor vi skal være i morgen tidlig klokken 7. Det er overskyet, men det regner ikke, og lunt er det, næsten 20°C. Det er utrolig dejlige omgivelser her, og så skal vi kun give 13CAD for denne smukke plads. Vi har hele teltafdelingen for os selv.

     Campingpladsejeren havde meget anbefalet os en tur ad deres egen trail ind i skoven. Og da man skal have lidt motion – også selv om det var svært at overtale Mogens – begav vi os ind ad porten til stien. 

     Det blev noget af en oplevelse. For det første gik man ad en dejlig blød skovsti i en tæt nåleskov. Men strøet rundt langs stien var de herligste ”fluer”, rim og småvisdomsord, skrevet på vejskilte, som viste vej. Da vi kom til en sø var der anbragt en bænk til hvile og meditation, der var lavet smukke rækværk, hvis det gik op ad bakke og over bække var der små kunstfærdige broer. Det har garanteret været lige så sjovt at lave turen, som det var at følge den. Det tog en times tid. 

2 af vores vejviserskilte. Der var omkring 40.

     Aftensmad næsten i tørvejr. Nu må vi til at variere det hash en smule! Vækkeuret ville ringe klokken 5 næste morgen, så vi gik tidligt i seng.

25/6 2001

      Op klokken 5. Mogens lavede kaffe til at drikke ved færgelejet. Badeværelserne har man for sig selv på den tid, og så en halv times køretur i tæt, tæt tåge. Nej, vi stødte heldigvis ikke sammen med en moose, selvom vejskiltene indikere, at noget sådan kan ske.
      Ved færgelejet kørte man først igennem en stor hal, hvor der var omhyggeligt fødevare- og plantecheck. Der var også et sted hvor bilerne kunne spules, men det var der ingen, der blev. Samme færge, som vi sejlede herop med. Afgang klokken 8. (Til tiden). 
      De gør meget for at underholde folk her. Der blev vist to film i loungen med de gode flysæder. Der var levende musik i baren (klokken 11 om formiddagen), og cafeteriet serverede først morgenmad og senere varm mad til frokost. Jeg ville købe nogle postkort med isbjerge i gavebutikken. Men det havde de ikke. Og det var jo uheldigt, for det var nok det sidste sted i NFLD, vi kunne få nogle sådanne. Damen beklagede. Tre timer senere blev der over højttaleren meddelt, at det nu var muligt at købe postkort med isbjerge på. Service, hva?

      Så var vi tilbage i Baddeck. Det har regnet voldsomt her de seneste to dage. Det ses tydeligt af pytterne. Men her i eftermiddag er det herligt vejr, 24°C. Fik vasket et par fyldte maskiner med tøj, læst og hygget. Her er flere mennesker end for en uge siden. Omsider har canadierne fået ferie.