Det er ikke så sjovt at begynde ferien, når man er nødt til at bestille tid på et værksted for at få et defekt airconditioneringsanlæg repareret. Men uden aircondition er det ikke rart at køre i USA. Så vi hostede op med  232 $ til kurs 8,92 og drog lettere forsinkede afsted fra Prior Lake ved 16-tiden. Vi besluttede os til kun at køre til Clouquet, som ikke ligger langt fra Duluth i den nordlige del af Minnesota. En tur på 2 og en halv times kørsel.
     Vi har været på denne KOA campingplads før – og her er ganske dejligt. Det er vejret også, men det er vores nye telt f….. ikke. 90 sekunder tager det at slå det op, står der i instruktionen. Et infamt paraplysystem er det, og det lykkedes os at få det viklet så mange gange rundt om de fastsiddende, sammenklappelige stænger, at Mogens i vrede kylede det fra sig og erklærede, at vi sov i bilen i nat, smider teltet væk og så købe noget mere funktionelt i morgen. Vi så længe på det, vi hev længe i det, og til sidst skilte vi simpelthen stængerne fra teltet og forsøgte at bygge det op på ny. I løbet af en times tid havde vi tjek på det telt. Mine sandaler havde vi godt nok fået pløkket fast under bunden, men hvad pokker, og nu står det faktisk der og ser enkelt og elegant ud. Og i teltet ligger Mogens og sover – uden at have sagt hverken god nat eller rend mig i nakken! Og her sidder så jeg og skriver fuldstændig i myggenes vold, mens det meget hurtigt bliver mørkt.

    Forinden havde vi dog nydt et herligt måltid: Dåsehash med spejlæg og eksotisk frugtsalat til dessert. Samt en velfortjent Budweiser.

13/6 2001

Tæt regn i nat og så lidt torden. Teltet er tørt. Det turde simpelt hen ikke andet. Op klokken 7.30 i tørvejr om end overskyet og med en temperatur på 10°C. Vi har prøvet det koldere. Så efter et herligt varmt brusebad i luksuriøse omgivelser hengav vi os til Andersens overdådige morgenbord: Frisk juice, dampende kaffe, æg, hashbrowns og sausage. I denne tilstand af salighed undskyldte Mogens sit egotrip fra aftenen før, og solen brød atter frem.
     Det tog os mere end fem timer at komme til Thunder Bay, Ontario, Canada, og så gik der yderligere en time fra os, fordi vi gik fra Central Time til Eastern Time.
     Vejret var dårligt hele dagen med regn og megen tåge. Ved et af de mange ”Scenic Outlook Point”, kunne vi ikke se mere end få meter fra bilen. 
     Det tog ikke mange minutter at krydse grænsen fra Minnesota til Ontario. Nogle obligatoriske spørgsmål, et par flotte stempler i passet og så af sted.
     Lake Superior, som vi har kørt langs helt fra Duluth, er enorm. Et helt hav. Der er høje bølger i dag, som vi af og til er heldige at se. Det er underligt, at der blot få steder på denne strækning er offentlig adgang til vandet. Resten er privatejet med strenge instrukser om at holde sig væk. Sådan er det heldigvis ikke i gamle Danmark.
     Nu (klokken 19.00) er det tørvejr, om end lidt blæsende og overskyet, og temperaturen har sneget sig op til 14°C. Da vi sprang frokosten over, var vi mere end motiverede og sultne til et godt aftensmåltid. Og det har vi så nydt her på campingpladsen i Thunder Bay, også en KOA, den sidste i meget lang tid, hvor vi har valgt at bo i det åbne blandt de store campere, som der i øvrigt ikke er ret mange af, i stedet for i teltområdet, på grund af de infame birkelarver, der åbenbart også husere her. Men herlig er vores mad, her hvor vi har sat bilen for at give maksimalt læ til bordet, som jo selvfølgelig er dækket med den flotte blå- og hvidternede dug, vi har fået af Henriette: Friskfanget laks, ikke af os, to slags kartoffelsalat, cole slaw, flute, Sagaost, (jo det er rigtigt nok), røde druer og rødvin. Life is good.
     Så sidder vi så i vores lænestole inde i et dejligt varmt telt og læser og skriver. Det lyder måske mærkeligt. Men det er ganske dejligt. Så det var denne dag. Det har garanteret været en smuk køretur. Det var blot ikke så meget vi kunne se!
     Det er ikke uden grund at byen hedder Thunder Bay. Det tordner og lyner hele vejen rundt, og det gjorde det også, da vi var her sidst i 1995 med Morten. 

14/6 2001

Jeg vågnede tidligt i morges og hørte en masse rumlen i det fjerne. Alligevel sov vi helt til klokken 9.
Morgenmad i 12°C varme, det er flere grader varmere end i går. Til gengæld støvregner det, så vi
måtte flytte bordet hen under bilens bagklap for at få morgenmaden i tørvejr. Det fungerer fint.

     Vi fortsatte derefter vores tur mod nord og lidt øst. Tågen hang tungt over vejen, men da vi kom til Nipigon, lettede tågen og det blev en meget smuk tur langs mange søer floder.
     Vi syntes, det var et tætbeboet område, i hvert fald så vi op til flere huse. Bilerne vi mødte, kunne tælles på et par hænder, og dyr har vi slet ingen set af. Kun træer. Og én vej i meget fin stand. I følge Andersen Booking skulle vi stoppe i Longlac. Det gjorde vi så ved 13-tiden. Vi var indstillet på at være tilfredse med, hvad der nu måtte vise sig. Men denne ”offentlige” campingplads var så dårlig, at vi måtte takke nej. Teltpladserne var placeret på stenet og mudret bund under træerne, mens RV pladserne havde det lækreste grønne græs. Desuden var der syv mil til toiletbygningen, som ikke indbød til nærmere inspektion.
     Vi kørte 10 km ud af byen på anbefaling af pigen på tankstationen, hvor vi tankede op, og her er vi nu på en herlig privat campingplads lige ud til en sø, med flotte toiletforhold og en swimmingpool. Og til samme pris: 15 Canadiske dollars. Det er billigere at campere i Canada end i USA.

     Frokosten bestod af BLT uden L. Dem er vi gode til at lave. Resten af dagen skal gå med ingenting, det vil sige, læsning i lænestolene, småture ned til søen, dåsemad til aftensmad, og en god lang søvn, inden vi i morgen tidlig igen begiver os ud på denne nordligste vej i Ontario med retning mod øst.
     Vi har talt både med Malene og Morten i dag. Alt er fint derhjemme. Malene har lige været til scanning og alt er fint. Brøndby slog Viborg samtidig med at Silkeborg tabte til Herfølge. Dermed fik vi sølvmedalje. Godt nok.
     Her klokken 16 er der 24°C, og det er jo i grunden ikke så galt, myggene og andet skab er dog ved at drive os til vanvid, og vi må se at købe en STOR dåse OFF i morgen.
     Har talt med campingpladsejeren om skovbranden heromkring. Det skete for 6 år siden, adskillige kilometer skov brændte på grund af et maskinuheld hos nogle skovarbejdere. Det vil tage en menneskealder at få træerne op i højden igen, men de er allerede en halv meters penge oppe. Mirakuløst har nogle få træer overlevet. Ejeren reddede sit hus og campingpladsens huse ved at overhælde det med vand fra søen i flere dage og med fem venners hjælp.

15/6 2001

Op allerede klokken 6 til en herlig morgen. 17°C. Vi har udnævnt denne dag til køredag, for her er simpelthen ikke andet end vej nr. 11 og så træer. Det er meget få gange rattet er blevet rørt. Ud mod øst med 90 km/h ad en vej i god stand, uden højdeforskelle og af og til et sølle hus langs vejen. Vejret er herligt. Vi er langt oppe i tyverne nu, og airconditoneringen gør sin gavn, for første gang på turen.

     Frokost – den sædvanlige B-L+T lavede vi på en smuk rasteplads. Vi kørte for-bi både Hearst og Kirkland Lake, som Andersen Booking ellers havde foreslået, vi skulle slå lejr ved. Så entrede vi Quebec, og nu taler alle for alvor kun fransk. Vejskiltene er også kun på fransk. Frem med skolefransken. I hvert fald bedre, end disse pseudo franskmænd klarer engelsk.
     Købte ind på vejen i et supermarked. Kom til at tale med kassedamen, som lige havde været 18 dage i Europa for at se det bedste af Frankrig og Spanien; hvad det så end måtte være! Men denne bemærkning gik rent ind: ”Der er ingen tykke mennesker i Europa. I spiser alle så sundt.”
     Besøgte turistbureauet i Rouyn-Noranda (nej, vi behøvede ikke at udtale det). Og her blev vi overlæsset med brochurer om campingpladser og seværdigheder på vores videre tur frem til New Foundland. Igen megen snak med en mere end imødekommende Quebec’er.
     Og her er vi så nu. Godt guidet til campingpladsen i Cadillac. Lige ned til en sø, som den franskknævrende indehaver gav os en herlig plads lige ud til. Pris 13 CAD (Canadiske dollars). Vi sidder så her under birketræerne, som velsignet har alle deres blade, og spiser vores luksusmiddag, incl. frisk ananas og chokolade. På vej hertil er vi kørt forbi et stort areal, hvor birkelarverne havde ædt alle bladene på træerne. Faktisk var vejen fyldt med døde, halvdøde eller meget levende larver, som forsøgte at krydse vejen for at komme over til det næste måltid.

16/6 2001

Vi havde en aftale med campingpladsejeren, at hvis vi indfandt os i toiletbygningen klokken 7.30, kunne vi få et varmt brusebad. Det var nemlig ikke noget man kunne få uden ”tidsbestilling”. Og da det regnede og vi netop havde taget vores telt ned præcis klokken 7.30, ja, så var det bare om at få et godt bad og så køre indtil det ville blive tørvejr, så vi kunne lave morgenmad et sted. Vi fik baderummet for os selv. To brusere og rent og fint. Møntsystem som vi også klarede.
     I løbet af natten er mit venstre øje vokset til det tredobbelte og kan slet ikke åbnes. Forbistrede insekter. Det gør ikke ondt, og jeg ser interessant ud. Mogens stemme er blevet ganske dyb; håber ikke det er noget med halsen. 
     Nå, da det stadig regnede og vi kørte forbi en Burger King i Cadillac, gjorde vi det: Spiste morgenmad på Burger King! Og det smagte godt. Således mætte og med en masse kalorier indenbords var vi rustede til en lang, lang tur ad 117, så langt nordpå i Quebec, man overhovedet kan komme. Nu er der ingen huse langs vejen mere. Der er sådan set heller ingen byer. Men der er masser af træer og søer. Og det regner næsten hele tiden. Men det er lunt, 20°C.
     Ifølge kortet er der nul byer heroppe. Der er nu en masse ganske små, alle med vanskelige indianske navne. Men når de nu er der, hvorfor i alverden står de så ikke på kortet?
     Spiste frokost ved en sø, hvor der var en rasteplads. Her var også nogle kasserede skolebusser og nogle gamle campingvogne, samt et stort telt, hvorfra vi kunne høre lyden af et TV. Indianerne så lidt forundrede på os, men de hilste da.

     Der er både guld- og sølvminer her, og også andre metaller, og så er her selvfølgelig skovdrift. Vi er kørt forbi mange kæmpe savværker. Vi kom så langt nordpå, at denne spids slet ikke er på det officielle kort over Quebec, og det var noget af en lettelse, da vejen endelig mødte vej nr. 167, lige før Chibougamau og vi kunne køre mod syd.
     Landskabet blev smukkere og smukkere, mange bakker, ja nærmest småbjerge, og vejret skiftede mellem voldsom regn og opholdsvejr. Pludselig stod den der, bjørnen. En sort rund tingest i vejkanten. Vi var ikke forberedte, og inden vi fik stoppet og fumlet, var den for længst væk. Hurra – en bjørn! I går så vi faktisk en ræv, et meget flot eksemplar af racen, men det er alt, hvad vi har set af større dyr på hele denne lange køretur i no-man’s land. At være på udkig lønner sig. Kort efter så vi vores bjørn nr. 2, og vi fik nogle billeder. Den så os lige ind i øjnene flere gange, før den fortrak.

     Og lidt senere så vi denne Dear, som pænt ventede til vi var stoppet og havde taget et billedet af den, før den majestætisk gik over vejen.

     Og så campingpladsen her ved Lac St. Jean i St. Felicien. Kommunalt anlæg, men magen til plads skal man lede længe efter. Her er knapt 500 pladser. Swimmingpool, tennisbaner, og alle andre slags boldbaner, restaurant (resto, som det hedder i denne del af Canada) og mange toiletbygninger. I byen, som blot har 10.000 indbyggere, var der desuden en zoo med hvaler, grizzlies, elg, (nej, vi var ikke fristede) samt kæmpe racerbane og en go-cartbane. Desuden en masse cykle, og snescootertrail. Smart by, for her var virkelig mange turister.