Vi købte vores morgenmad på campingpladsen, men vi ville først spise den lidt senere på vejen.
         Efter en meget langsom tur ned til byen Andorra la Vella og derefter gennem byen - der var en forfærdelig morgentrafik - gik turen mod syd til den spanske grænse. Men ak, turen fra byen og til grænsen var næsten lige så slem, som gennem byen. Masser af trafik. Det var alle spanierne, der havde tilbragt weekenden i Andorra, der skulle hjem. Ved grænsen frygtede vi det værste, men da vi ikke var spaniere, blev vi ledt over i en næsten tom bane, så vi kom egentlig let og ubesværet over grænsen.
         Lige efter grænsen skulle vi dreje mod øst, vi skulle nemlig til Ste Marie lige ved Middelhavets kyst, den havde vi ferieret på lige siden først i 70'erne og senest i 1991.

Morgenmad og - idyl på en spansk rasteplads.

         Turen til grænsen til Frankrig ved Bourg Madame og så videre til Perpignan. Det er en meget smuk tur, som for den første dels vedkommende går ad stejle bjergveje og gennem små landsbyer, men det var som om naturen ikke rigtig var noget. Vi var utålmodige efter at komme til Ste. Marie. Drengene havde jo hørt så meget om den plads fra deres mor.
        Tæt på Perpignan kunne vi slet ikke kende området, alt var ændret, og da vi nærmede os stedet, hvor supermarkedet Mammuth skulle være, var det væk og erstattet af nye butikker og nye veje, alt helt anderledes end det vi var vandt til. Og slet ikke så godt som i gamle dage. Men vi fandt da den rigtige vej. Til venstre, når vi ser Canet. Derefter er det som om vi er hjemme. Så, der er nedkørslen til pladsen og lige ved "hullerne, så få hundrede meter længere af den snoede vej, og så er den der.
        Men ak og ve. Der er ikke plads til os!
        Vi er ved at falde om af forbavselse. Ikke plads til os. Ikke plads til gæster, der har været her mindst 15 somre? Nå, men altså, jeg skruer op for det sædvanlige, og selvfølgelig er der plads til dem fra Danmark, som kender Bauer, som desværre nu er død, kender hans søn, som vi snakkede meget med i de tidligere 70'ere, som iøvrigt nu ejer pladsen.
        Vi fik en dejlig plads, en af dem vi kendte så godt. Desværre skulle det vise sig, at naboen ikke lige var det, vi kunne tænke os.

         Vi fik os placeret på vores plads, rejst teltene og slappet lidt af, men drengene ville i poolen. Poolen, som deres mor havde talt så meget om. Den pool, hvor alle vores børn egentlig har taget deres rigtige første svømmetag, sprunget deres første udspring, leget så meget, at de havde vaskekonefingre og svømmehud mellem tæerne. Nej, de måtte derop omgående, og de kom derop, der var ikke noget der hed middagslukning mere, men, men ,men, på et stort skilt stod der, at badeshorts ikke måtte anvendes ifølge en fransk lov. Altså vi måtte til byen for at købe 3 par badebukser. Vi tog til Ste. Marie Plage.
         Nede ved stranden fandt vi en butik med badebukser og fik også købt 3 par på tilbud. 100 Franc. Og så straks tilbage til vores pool. Stor og meget flottere end dengang, vi indtog Ste Marie første gang.
         Om aftenen, da vi skulle til at sove, fik vi vores store overraskelse. Her på "vores" campingplads, var der støjende naboer. Det var bestemt ikke normal Ste. Marie opførsel. Det var nogle meget unge franskmænd, som alle de små piger fra pladsen ikke kunne lade i fred. Det var ikke så morsomt, men vi faldt da i søvn. Cole og Tor opdagede vist slet ikke, at der var så meget støj.
        Det var lidt mærkeligt for os at tænke på, at vi nu havde vores børnebørn med, som er på nogenlunde samme alder, som deres mor var, da hun var her første gang, vi er vist ved at blive gamle. Men på den anden side føler vi os nu ikke så gamle, alt er næsten som før, vi nyder campinglivet på samme måde, ja måske mere intens nu end dengang, hvor vi hele tiden havde små børn omkring os, som skulle passes, mades, vaskes, skældes ud, trøstes, findes, vækkes, gives is og trøstes endnu engang.
         Cole og Tor er store og meget voksne på andre måder end vores egne børn. De er så lette, hører efter hvad vi siger, næsten, er interesseret i de mange historier om Europa ,vi fortæller (og om de amerikanske indianere). Men de mangler vores børns sikre fremtræden blandt fremmede. Det at købe en is er jo en opgave ud over det sædvanlige for Cole og Tor. Ja, vi behøver ikke at bekymre os om, hvor de er, for de er aldrig mere en se-afstand fra os. Men dejlige er de. Indtil nu har det været en utrolig positiv oplevelse at rejse gennem Europa med disse dejlige amerikanere. Desværre bliver vi nok lidt for gamle til at gøre det samme med deres to mindre søskende, Natasha og Jonas, og deres kusine Emma, men hvad, vi for se.

Tirsdag den 11. august.

Min fødselsdag.

Vi havde besluttet, at vi skulle spise "fint" i aften og det skulle selvfølgelig være i Ste. Marie Plage, restaurant Les Sable D´or.
        Om formiddagen gik vi derfor ned til den lille by og så os omkring, ved stranden, ved indkøbscentret, ved den store p-plads ved stranden og da vi havde gået lidt rundt var vi blevet sultne og fandt så en cafe, der var nabo til "vores" restaurant. Vi fik lidt at spise og fik lejlighed til at få ejeren til at bestille plads til os klokken 20 (8 pm) samme aften hos naboen.
        Dagen gik iøvrigt med at shoppe, blandt andet skulle vi bytte Coles badebukser, der ikke faldt i hans smag. Nye badebukser fik vi købt i Canet, og de var vist nok lidt bedre. Inge tror slet ikke drengene forstod et ord af den forklaring, vi gav om Frankrigs Sundhedsministerium, som havde lavet den for drengene meget underlige lov.
       Vi travede lidt rundt i byen og fik købt lidt ind i et supermarked på vejen tilbage til campingpladsen. Resten af dagen blev tilbragt dels i swimmingpoolen og dels på pladsen, hvor vi læste og slappede af.

          Klokken 20 ( 8 pm) gik vi så ned til Ste. Marie Plage til vores restaurant. Vi var de første gæster, så vi fik lov til at vælge bord, som blev et bord nærmest gaden, så vi kunne betragte livet i vores lille by, medens vi ventede på maden og lige netop det at vente på maden er nok det, der har overrasket drengene mest. De er jo vandt til fastfood i USA, hvor alt serveres næsten før man har bestemt sig til, hvad man vil have.
          Men de nød det. De fik selv lov til at vælge Og Tor skulle selvfølgelig have en stor bøf. Og jeg skulle selvfølgelig have muslinger.

          Det er den tilbagevendende ret når jeg skal spise her. Jeg påstår, at de ikke fås bedre nogen andre steder på jorden. Jeg kan tale med en vis autoritet, da jeg har spist muslinger over alt, hvor vi har været. Men det kan da være, at jeg nu får konkurrence, Tor smagte en og syntes godt om denne mærkelige spise.
         Det var så hyggeligt at spise denne fødselsdagsmiddag, drengene nød det, og vi fik snakket meget. Og tjeneren var et helt kapitel for sig. Cole og Tor syntes, det var den bedste tjener de nogensinde havde set og oplevet. Han talte engelsk, og han henvendte sig til drengene, som om de var voksne og det opfattede de og omtalte ham rosende lang tid efter.
         Han var nu egentlig også god nok, vi blev i hvert fald behandlet godt og nød middagen i fulde drag. Og så er der jo så meget at se på, når man sådan sidder og råhygger. Både i restauranten og på gaden sker der ting og sager, alt i alt en fed aften.

Og så det allerbedste - en dejlig, stor dessertis og flødeskum, kan det overhovedet blive bedre.

          Vi sluttede aftenen på verdens bedste minigolfbane. På vejen hjem ligger der i byen en ualmindelig dejlig bane. I en have/park med perfekte baner slog vi så til den lille kugle. Vi konkurrerede indbyrdes og efter 18 huller blev vi færdige og godt trætte dag, kunne vi vende hjem til teltene. 
        Hvem der vandt?

        Det kan vi ikke huske!

        Det var iøvrigt den bane, som Claus Olesen (badminton Claus, Maj og Pelle fra Tune) og Mogens indviede i 1979, med det fine resultat, at Mogens slog den daværende score. De reddede sig to store glas øl og var meget stolte. Den rekord er vist nok slået mange gange siden. Banerne er de samme, men de er vedligeholdt så fantastisk, at man skulle tro den kun var få år gammel. Men træer og anden bevoksning vidner om de mange år på bagen, ja snart 20 år.

Morgenmad på pladsen.

         Endnu en dejlig dag begynder med sol fra en skyfri himmel, fin temperatur, og vi har passende skygge. Efter morgenmaden tager vi det afslappet og tager sidst på formiddagen til Canet. Vi stiller bilen lidt afsides på en villavej og går ind til selve Canet. Vi skal have hævet lidt kontanter, have købt lidt ind og ellers bare gå og småhygge, se lidt på livet i byen og på stranden.

           Vi begynder, efter at vi har hævet penge, på stranden, hvor der er en stor fodbold- turnering i gang. En fodboldturnering, som bliver spillet på 2 baner på selve stranden i sandet. Det ser sjovt ud og også lidt svært. Især Tor er meget interesseret i kampene, men det er for varmt at sidde og se på, så vi går videre ind i byen igen, køber ind i de små, hyggelige gader. Når man er her med sine børnebørn kommer man uvilkårligt til at tænke på den gang, vi gik her med vores egne børn. Den gang man kunne gå et helt år og glæde sig til at skulle spendere store bananasplit til dem alle. I dag er det jo noget mere dagligdags, men det var det bestemt ikke dengang. Det var forfærdeligt dyrt - og så til så mange. Men byen har også ændret sig og selvfølgelig synes vi, at det ikke er til det bedre, men det vil gamle mennesker nok altid mene.
           Byen er i dag fyldt med parkeringsvagter, restriktionsskilte, p-pladser og en masse butikker med salg af junk. Og så er der en forfærdelig masse mennesker og biler. Den hyggelige mini-riviera-by, som vi husker, er der ikke mere.
            På vejen hjem til pladsen, går vi i supermarkedet, hvor vi køber nogle små, brune dessertskåle. Det er altid rart at få sådan noget med hjem. Hver gang man så spiser af dem fremover, kan man tænke på det sted, hvor man har købt dem. Men skålene er nu altså ganske pæne.
           Hjem til pladsen og spise frokost og derefter i poolen, hvor vi faktsik er resten af dagen, kun afbrudt af små ture til teltet, hvor der læses lidt og så op i poolen igen.
           Det var meget vigtigt for drengene at blive fotograferet i spring, fra den vippe deres mor har sprunget fra mindst 1000 gange, til stor undren og en smule beundring fra alle franskmændene og hollænderne, alle dem de legede med. Henriette var utrættelig, hun blev ved og ved, og hele tiden udfordrede hun sig selv, hele tiden skulle hun prøve at gøre det sværere, flottere og næsten umuligt. Det vidste drengene godt, og det var vigtigt at kunne vise deres mor, at de også kunne. Men de var meget længe om at komme op på vippen. Der skulle helst ikke være andre i poolen samtidig.

         Den ene var måske nok en lille smule bedre end den anden, men de sprang begge fra mors vippe i deres mors swimmingpool.

          Ja tænk engang, det var her Henriette og Karsten tog deres allerførste svømmetag. Det var her Helle prøvede at blive modig ved at svømme lidt for sig selv, men hun gjorde det, ind i mellem flirt med de mange flotte franskmænd. Det var her Sebastian kæmpede en brav kamp for at overvinde sine betænkeligheder ved at skulle ud, hvor man ikke kunne bunde. Det var her hendes søskende forsøgte at lære Malene at svømme nede i det lille bassin. Ja og til slut var det her, vi alle sammen skulle passe på, at Morten ikke bare sprang i vandet, efter at han lige havde lært at gå.
         Ja, det er en campingplads, som har sat dybe spor i hele familien, og den har egentlig ikke ændret sig så meget. Der er kommet nye toiletbygninger, men de gamle er der stadig og ser næsten ud som dengang i 70'erne, ja der er godt nok kommet fliser på nogle af væggene, men vi er sikre på, at alle genkender lokaliteterne, der har været en vigtig del af en masse dejlige sommerferier. Der er også kommet en ny receptionsbygning, men den gamle eksisterer stadig.

          Lidt ud på eftermiddagen tog vi til byen for at købe ind og på vejen gik vi ind på den lille kirkegård, man skal forbi, for at komme til vores campingplads. Den er meget gammel og lille, men den er typisk for en fransk kirkegård med alle de fine bygninger, som indeholder hele familier i mange generationer. Vi tror nok Cole og Tor syntes det var interessant at se, selv om det vist ikke lige var deres kop te at se den slags, men lidt gammel kultur skal nu også ind. Vi ved jo fra vores tid med vores børn: Alt med måde og helst i små portioner.

Slut på endnu en dejlig dag, hvor der egentlig ikke skete så meget.

Torsdag den 13. august.

 Det er ikke altid det meget dyre legetøj, der er det bedste. Det ses tydeligt her på billedet. Vi 

har været i byen for at købe ind og i indkøbsposen lå der nogle peanuts, som selvfølgelig hurtigt blev spist, men i stedet for for at smide skallerne ud, kunne de jo benyttes til at lave en hel by, hvor små biler kunne køre rundt. Dejligt med fantasifulde drenge. Det er heldigvis ikke gået helt af mode at bruge sin fantasi.
         Denne dag bød ikke på de store nye oplevelser, men var vel nærmest det, man kan kalde en meget normal Ste. Marie dag. En dag med badning, lidt spil med bolde og boldtræ, som vi havde købt dagen før i Canet, lidt boule, som drengene synes vældig godt om. Det er jo et rigtigt fransk spil, som måske nok er det, man husker bedst fra vores ferier på denne plads. Alle de store weekends på pladsen, hvor alle franskmænd og deres koner skulle deltage i en stor turnering, arrangeret af pladsens folk. Og vi husker alle afslutningen med præmie- overrækkelser og så alle deltagerne, der lige skulle have en til halsen.
         Vi traf ikke så mange vi kendte fra tidligere tid. Men nogle var der alligevel, blandt andet den familie, der havde deres handicappede dreng med sig. Han er nu voksen, men faderen kører stadig rundt med ham. Vi er dog sikre på, at flere af de børn vores børn legede med, (og spillede kærester med) er voksne nu og er her, vi kan blot ikke genkende dem.
         Campingpladsejeren kendte vi jo fra den allerførste gang vi var her. Da gik han rundt med en walkie talkie og fortalte sin mor, hvor der var optaget og hvor der endnu var frie pladser. Han var vel 15 - 16 år dengang. Nogle år senere fortalte han, at han skulle ind som soldat i 2 år. Og nu er han ejer og vel i begyndelsen af 40'erne.

          Selvom vi ikke bruger så meget tøj, skal det jo af og til vaskes. Og vaskeforholdene her på pladsen er rimelig gode, men tåler selvfølgelig ikke sammenligning med det vi er vandt til på KOA i USA. Så langt er man ikke kommet i Europa, og det varer sikkert også meget længe endnu.
         Og hvad med bord og bænke på hver plads, som vi er vandt til "over there", det ville vel nok være dejligt, hvis det blev almindeligt, tænk ikke at skulle gøre plads til 4 stole og et bord i bilens bagagerum. Godt nok fylder vores møblement ikke meget, men alligevel.

Fredag den 14. august.

I dag havde vi besluttet at tage ned til stranden i Ste. Marie Plage for at komme til at bade i Middelhavet, så kunne drengene også prøve det.
         Vi tog der ned om formiddagen og det var en af de fine formiddage, høj sol og ganske varmt. Der var ikke så mange mennesker, men stranden er nu også ganske stor. Vandet var ikke så varmt, som drengene havde ventet, men de nød det alligevel, da de nu endelig var kommet i. Også her må man sige, at det ikke helt ligner Prior Lake. Ganske klart er det og helt blåt. En rigtig fransk strand.

          Efter at have tilbragt et par timer her, vente vi tilbage til pladsen, hvor vi lavede det sædvanlige. 
         Da det nu var sidste aften i Ste. Marie, valgte vi at spise på vores restaurant, der hvor vi holdt min fødselsdag i tirsdags og der hvor vi holdt Mogens 50 års fødselsdag i 1986. I 1986 havde vi lejet hele restauranten til både spisning og dans. Vi var omkring 40, vi tror ikke helt det er muligt i dag. I dag er det den bedste og fineste restaurant i Ste. Marie og vi kan se, at på gode aftener er det nødvendigt at bestille bord. Og restauranten har også de kvaliteter, der skal til. God mad, god betjening og dejlig beliggenhed.
         Det er lidt vemodigt, at skulle tage herfra i morgen tidligt, men uanset om vi bryder os om det eller ej, skal vi nu begynde hjemturen. Vi skal dog lige opleve nogle ting først, så nogle dage har vi da gudskelov endnu sammen med drengene. Hvor kommer vi dog til at savne dem.