Kapitel 3
Fredag den 7. august.

Dejlig morgen, solen skinnede fra en skyfri himmel og vi havde lokket Cole og Tor i bad. Teltene blev hurtigt pakket sammen og stuvet ned i bilen. På vejen ud fra campingpladsen købte vi morgenbrød, altså 2 flutes og 4 croissanter, som vi ville spise på den første rasteplads på vejen syd på. Kaffen blev selvfølgelig brygget, medens vi pakkede sagerne sammen.
          Den første tur skulle ikke være så lang, vi ville køre til Loire floden til en smuk, dejlig slotscamping, som vi i sommeren 1981 havde besøgt med Morten, Malene og Sebastian, men problemet var, at vi ikke kunne huske, hvor den lå, ud over, at det var ved floden og lå tæt på nogle meget store slotte. Men hvad, vi har før prøvet at finde steder, vi tidligere har besøgt og fundet det igen, så hvorfor ikke denne gang.
         Efter en times kørsel ud af Paris ringvej og senere A10, L’Aquitaine, mod Reims, nåede vi en rasteplads, hvor vi kunne spise morgenmad. Det gik nu ikke helt som vi havde forventet.
         Vi fandt en fin plads med bord og bænke, lige det vi havde brug for, men altså, det var sk…. koldt, så i stedet for at sidde pænt ved bordet, gik vi rundt på pladsen, medens vi spiste. Ikke særlig smart, men sådan var det altså. Solen kan godt skinne fra en blå himmel, uden at det er varmt. Nu var vi også godt forvent. De 2 foregående dage havde været de varmeste i Paris dette år, med temperaturer på omkring 38°C (100°F), så er 20°C (68°F) ligefrem koldt.
         Efter endnu en kort tur var vi ved Loire, og vi skulle så finde ”vores” campingplads. Vi kørte ud ved afkørsel nr. 16 og drejede derefter mod nordøst ad N152 og skulle prøve at genkende området. Der gik heller ikke så lang tid før vi fandt ud af, at det ikke var den rigtige retning. Vi fik vendt bilen og kørte så mod sydvest i stedet for. Da vi havde passeret afkørsel 16, begyndte tingene at se genkendelige ud, og lige efter byen Mer fandt vi campingpladsen.
            Ikke alt var som før, tvært i mod. Slottet var det samme, men pladsen var udvidet kraftigt, blandt andet med nogle store flotte swimmingpools. Der var vist nok fuldt belagt, men Inges sprogkundskaber og charme fik os puttet ned på en dejlig plads.
         Slotsmuren, som vi tydeligt kunne huske, gik hele vejen rundt om pladsen, og vi fik en dejlig plads op ad den i et fjernt hjørne.
         Vi fik hurtigt sat teltene op, og da der var købt lidt pålæg og lidt drikkevarer spiste vi frokost helt op ad muren, hvor der var en dejlig skygge. Det var blevet meget varmt igen.
         Og medens vi to gamle slappede af i skyggen efter frokosten, skulle Tor og Cole på deres første rigtige tur for dem selv. De skulle se det hele, men det er bestemt ikke nemt at få dem på egen hånd rundt på pladsen, vi måtte følge dem op i swimmingpoolen og rundt til de andre ting. Blandt andet var de faldet i svime over en cykelvogn, som kunne lejes for omkring 40FF. Det måtte de altså prøve. Men vi var hårde ved dem, de skulle selv finde ud af det, så der gik lang tid, før de tog sig så meget sammen, at de turde.

           Således ser ”vores” smukke slotscamping ud, med voldgrav og det hele, sidst vi var her, gik der påfugle rundt mellem teltene, de var nu erstattet af en masse hollændere.

          Og her er så de 2 af de i alt 4 swimmingpools. Bagerst kan man lige se den ældste og den gang den eneste. Det var her Morten sprang direkte ud i poolen, for det havde han set alle de andre gøre. Men altså, han var kun lige fyldt 3 år, så han gik til bunds, og Sebastian sprang ud og reddede ham, vi andre var langt derfra og blev selvfølgelig dybt chokeret, og vi vil aldrig glemme det. Men ingen tog skade af det. Morten blev ved med at kunne lide vandet og var i mange gange, men nu under kommando af Sebastian, så der skete ikke flere ulykker med det.

Se hvor glade Cole og Tor ser ud.

De gjorde det.

           Med en lille smule hjælp, lykkedes det dem at få lejet cykelvognen og så gik det ellers for fuld drøn rundt på campingpladsen og de så rimeligt stolte ud, fordi de selv havde kunnet klare det.
         Det var en dejlig eftermiddag og en dejlig aften vi havde på denne campingplads, som var meget anderledes end campingpladsen i Paris. Vi slappede af ved at læse og gå i poolen. Her var en fred og ro og solen skinnede, alt var lutter idyl.

 Retur til toppen 

Tilbage til hovedmenu

Til næste kapitel