Gamle ruiner og vulkaner Dag 1 og 2Onsdag den 7. Juli 1999 begyndte for os med at deltage i offentliggørelsen af vinderen af den konkurrence Statens Luftfartsvæsen havde udskrevet vedrørende opførelse af et nyt kontroltårn i Kastrup. I det store mødelokale hos SLV på Ellebjergvej oplyste direktøren, at vinderen blev KHRAS. Efter receptionen kørte vi til Blokhusvej, spiste frokost og begyndte at pakke bilen til den lange tur ned gennem Europa.
Vi begyndte turen klokken 17 og det sidste der skete, før vi satte os ind i bilen, var en større eftersøgning af mit kørekort. Vi fandt det ikke og med en lidt beklemt Inge tog vi af sted.
Selve turen er der egentlig ikke så meget at skrive om. Turen gennem Tyskland var som den plejede at være, tæt trafik uden dog at være særlig generende, mange lastbiler, men til at leve med. Om morgenen, det vil sige omkring daggry nåede vi Brennerpasset og var så i Italien. Turen gik derefter ned gennem Italiens lange støvle på østsiden. Der er motorvej hele vejen, og selv om det er let at følge en motorvej lykkedes det alligevel for os at køre forkert ved Bologna. Vi kom til at køre mod Padova i stedet for mod Ancona, men vi var nu meget gode til at finde tilbage til den rette vej, vi har jo efterhånden øvelsen, og snart gik det så videre mod syd.Klokken 17 nåede vi til Brindisi, helt nede ved hælen. Brindisi har 90.000 indbyggere og byen er provinshovedstad. Byen er en stor industriby og ligger i bunden af en fjord, der har skabt en naturhavn, hvorfra der siden oldtiden har været skibsforbindelse til Grækenland. Romernes Brundisium var da også endepunkt på Via Appia, hvis udgangspunkt er en af Roms store seværdigheder.
Herfra skulle vi så med skib til Igoumenitsa, en havneby kun ca. 35 km fra Albaniens sydlige grænse. Efter uroen og de mange krige i Jugoslavien, hvor den normale transitvej til Grækenland var blevet lukket eller helt ødelagt, går den nuværende transitvej fra Europa til Grækenland, fra en af de mange havnebyer på østkysten af Italien til denne by.
Vi var jo en smule trætte efter den 24 timers lange tur fra Blokhusvej og hertil denne italienske havneby. Vi havde forsøgt at bestille billet til færgen på internettet, men vi var bestemt ikke sikre på, at vi havde plads, så det første vi ville foretage os, var at skaffe os billetter til næste dags sejllads og så se at finde en campingplads.
Det så lidt broget ud, da vi kørte ind i byen på vejen ned til havnen. Hver anden butik syntes at handle med billetter til Grækenland, og der var langt ned til havnen. Vi parkerede bilen ved havnen og gik så tilbage ad den hovedgade vi lige var kørt ad. Vi gik nu efter en butik, hvor ”vores” skibs rederi, Hellenic Mediterranean Lines, var nævnt. Det var nu ikke særlig svært, for vi havde valgt et rederi, som de vist nok alle handlede med. Det første sted bad de os om at vælge hovedforretningen, som lå lidt længere oppe ad gaden, fordi de der bedre kunne se om vores bestilling var gået ind.
Ak ja, så var vi rigtig kommet til Italien.Et stort ”charmerende” lokale med en skranke og tre italienere, som bestemt ikke overanstrengte sig, ja den ene råbte ustandseligt til nyankomne kunder, at de skulle lukke døren, og han ville ikke betjene nogen kunder sålænge døren stod åben.
Endelig blev det vores tur, og vi fik hurtigt konstateret, at vi ikke havde plads på noget skib. Lidt slukørede bad vi så om ny plads på skibet. Vi kunne komme af sted med det samme. Der sejlede et skib, Eganatia II, klokken 21.00 og vi skulle blot tage ud til skibet og være der klokken 20. Det skulle vel ikke være noget problem, klokken var kun halv syv. Men ak og ve! Sikken et påstyr der nu ventede os.
Først skulle vi gennem tolden. Tolden lå i en stor bygning på havnen ikke langt fra p-pladsen. Og tolderne, vi skulle have stemplerne af, befandt sig på 1. sal af en enorm, stor, grim og gammel bygning, som mest af alt lignede et af de gamle pakhuse på Langelinie i København. For at få disse vigtige stempler i vores pas, måtte vi op ad en stor, bred trappe, hen ad en lang gang, ud på en anden gang, som gik udvendig på bygningen og endelig ind ad nogle store glasdøre, hvoraf kun en lille dør dog var åben. Der var mange mennesker, rigtig mange, og endnu engang blev vi udsat for den italienske "mafia", det vil sige på vores eget ord fra 1998, køsnyderne. Jeg nåede at blive uvenner med en italiensk mand, som absolut skulle prøve at komme før os, ja ikke kun os, men før alle, der var i køen. jeg fik ham til at træde tilbage til sin plads i køen, men ak ja, uden at vi egentlig ved hvorledes, lykkedes det for ham at komme før os og mange flere.
Nå, men vi fik vores stempler, og vi kunne så vende tilbage til vores bil og fortsætte rejsen ud til skibet. Det var noget af en rejse! Det var tydeligt angivet på skitse, hvorledes vi skulle finde vores skib, men en ting er en skitse en anden er at forstå den. Vi fik kørt meget rundt i denne by og dens havn, men endelig nåede vi ud til skibet og vi kunne køre ombord.
Ved ombordkørslen til skibet, blev jeg bedt om at stå ud og vente på chaufføren. Det undrede vi os jo lidt over, men det skulle hurtigt vise sig, at det var der en god grund til. Bilerne skulle pakkes, og de skulle pakkes så tæt, at det var umuligt at komme ud af dem igen. Jeg måtte ud af den højre dør og kort tid efter var den næste bil parkeret så tæt på vores, at det ville være en fysisk umulighed at komme ind i den. Og hvad værre var, vi havde slet ikke alle vores ting med, blandt andet lå vores toiletgrej i bilen.
Op i skibet gik vi og fik anvist vores kahyt. Da vi tilsyneladende så ud som ”pæne” mennesker, syntes personalet ombord ikke, at vi skulle nøjes med den kahyt, vi havde billet til, en kahyt inde i skibet, næh nej, vi fik skam en kahyt med koøje, det vil sige en kahyt på den udvendige side og samtidig en kahyt, der var lidt dyrere. Vi skulle selvfølgelig ikke betale mere, så det var da godt nok. Klokken nærmede sig afgang og trætte og meget sultne gik vi op i den fine spisesalon og fik vores første smag på græsk mad, og det var slet ikke så ringe endda.
Dag 3
Dag 2 er gået, den blev brugt sammen med dag 1, så første rigtige feriedag begyndte nu med dag 3.
Da vi vågnede, var vi tæt på vores bestemmelsessted, Igoumenitsa, som er en lille havneby på det græske fastlands vestkyst, inde bag Korfu og tæt på den Albanske grænse. Havnebyen har pludselig fået en meget vigtig status, som transithavn for næsten al transport ind og ud af Grækenland.
Vi gik ud på dækket og nød den smukke sejllads. Det var meget tidligt og ikke alle rygsækrejsende var vågnet endnu. De lå alle vegne på dækket, på stole, under borde, på borde, ja selv i gangene indendørs.
Efter en times tid fik vi byen i sigte. Den ligger i bunden af en lille bugt. Den er ikke særlig stor, men det er smukt, her i den opstigende sols stråler. Da vi lagde til kaj, gik vi ned til vores bil, det vil sige, vi ville gerne ned til vores bil på bildækket, men det blev til en noget speciel fornøjelse. Der var kun én smal trappe derned, og der stod nok 5-600 mennesker før os. Og de skulle alle forbi tolderne, som var placeret ved udgangen til bildækket. Det tog tid. Meget lang tid, men nu var ferien rigtig begyndt og det var lige som om roen var faldet over os og tid var hvad vi havde masser af. En dejlig fornemmelse, en fornemmelse man egentlig kun mærker på sommerferien, altså én gang om året, og det er vel ikke så godt, det burde være meget oftere, for det er en dejlig fornemmelse. Det er, som om man står ude på sidelinien og ser alle andre tumper, der ikke hurtig nok kan komme hen til næste tidsrøvende kø, eller hvad der nu venter.
Da vi så endelig var kommet forbi tolden, gik Inge i land og jeg hentede bilen, det vil sige, jeg måtte selvfølgelig vente indtil vores bil blev så fri, at jeg kunne komme ind i den og selvfølgelig ind gennem højre dør, for bilerne skulle ud i samme rækkefølge, som de var kommet ind.
Det første vi gjorde efter landgangen, var at finde en restaurant, hvor vi kunne få lidt morgenmad. Og så fik Inge den første græske oplevelse. Hvis man kan kalde det en oplevelse. Grækere spiser ikke morgenmad, som vi gør, de tager en kop kaffe og ikke mere, måske i sjældne tilfælde en lille kiks til. Så vi måtte bede om lidt at spise, og vi fik et brød og en dejlig kop kaffe.
Efter kaffen var vi så friske, at turen kunne gå videre. Og den første campingplads lå blot ca. 65 km ad vejen mod Athen, E55. Campingpladsen lå ved vandet inde i bunden af en bugt ved en lille by ved navn Katafourko. Navnet på campingpladsen var Stratis Beach.
Før vi nåede campingpladsen, stoppede vi i en by ved navn Arta. Vi gik rundt i byen og nød vores første rigtig nærkontakt med den græske levevis. Vi hævede penge i en pengeautomat, og det var som at hæve penge i Danmark. Vi købte et dejligt brød og forlod byen. Campingpladsen lå kun 20 km fra byen, så allerede før klokken 12 var vi installeret på pladsen.
Vi fik en plads helt nede ved strandkanten, og hvor var her smukt. Og noget af det første vi gjorde, var at gå i vandet. Og sikken en overraskelse. Vandet var varmt, ja rigtig varmt, det var som om man slet ikke kunne føle forskel på luft- og vandtemperaturen. Hvor var det dejligt. Det blev ikke sidste gang den dag, vi gik i vandet, det blev til hele 4 gange!
Sidst på eftermiddagen kørte vi en lille tur til en by lidt syd for campingpladsen, ja by og by er nok for meget sagt. Ganske få huse helt ud til vandet omkring en lille, bitte havn, med meget små fiskerbåde. Vi fandt et sted, hvor vi kunne få lidt at drikke. At der ikke kom udlændinge der, blev ganske tydeligt for os, for da vi forsøgte at fortælle, at vi gerne ville have to øl, forstod de intet. Vi benyttede alle de sprog vi kunne sige 2 øl på, intet hjalp og det hjalp først, da vi så en stabel ølkasser, som vi blot pegede på. Så fik vi vores øl under stor latter fra alle. Man bør lære sig de vigtigste gloser, tænk hvis de var kommet med en stabel ølkasser!
Den gamle vært ville gerne vide, hvor vi kom fra og efter megen snak med en af hans sønner, som vel var omkring de 30, lykkedes det at få forklaret ham, at vi var danskere, hvorpå vi kunne se, at han snakkede om sne og kulde. Hyggelige timer her, hvor vi rigtig fornemmede den fremmede verden, vi nu var i. Et EU-land, men meget anderledes end alle de andre EU-lande, vi har været i. Hjemme på campingpladsen spiste vi dåsemad hjemmefra med græsk rosevin. Dejligt. At vi spiste dåsemad skyldtes at vi ikke kunne finde noget at spise i de få butikker der var i området.
Vi gik i seng med solen.
Dag 4
Hvor er det dog dejligt at vågne op i teltet, man kan gennem teltdugen se solen skinne og det er den rigtige første feriedag, hverdagen er utroligt langt borte ikke alene i km, men også mentalt. Så mange km på den første dag får rigtig renset hjernes mange oplagrede data om arbejde væk, så der kan blive plads til indtryk og oplevelser, rigtige oplevelser, oplevelser om fremmede steder og fremmede mennesker, der lever en hverdag anderledes end vi gør og dog kun tilsyneladende, for når alt kommer til alt, er der nok ikke store forskelle på, hvorledes samfundet her i Grækenland og hjemme fungerer, vi er nok noget mere forvente med at alt blot skal være perfekt.
Men tilbage til teltet. I receptionen havde vi fået at vide, at klokken 9.00 kom bageren med frisk brød, så det var nok værd at vente på. Vi lavede kaffe, pakkede teltet ned og havde kun vore stole og bord tilbage, så vi rigtig kunne få en dejlig start på dagen med kaffe og nybagt brød.
Men ak. Klokken blev 9.30 og der var stadig ingen bager at se, så vi blev enige om at tage af sted og så spise på vejen. Vi pakkede bilen færdig og fik betalt og så kom bageren. Vi købte brødet og tog af sted. Det er nu sin sag at spise morgenmad på en rasteplads i Grækenland, for rastepladser findes faktisk ikke. Men i stedet fandt vi et skyggefuldt træ, hvor vi så kunne slappe lidt af over morgenmaden.
Turen i dag skulle gå fra den dejlige bugt Amvrakikos Kolpos og til Delfi en tur på ca. 120 km ad E 55. At den hedder E 55 betyder ikke, at der er en stor, bred motorvej. Nej, det er en ganske almindelig landevej med rigelig trafik.
Det blev en meget smuk tur gennem et meget varierende landskab, med bjerge og flotte udsigter over søer og lidt senere på dagen også over havet, der skiller Peloponnes fra fastlandet. Først på eftermiddagen fandt vi en dejlig restaurant lige ved stranden, med en pragtfuld udsigt til Peloponnes, som her i varmen kun kunne ses som en mørk silhuette i horisonten.
Jeg fik en stor, dejlig, græsk salat og Mogens fik stegte Sardiner. Det var meget lækkert og på resten af turen lykkedes det ikke bare en enkelt gang at få så lækre fisk som disse. De var simpelthen lige som de skulle være, og til maden drak vi en iskold rosevin fra det græske Makedonien. Det var ikke sidste gang vi fik smagt denne dejlige vin. Det kan godt være, den ikke rigtig ville finde nåde hos de mange store vinkendere, men her i varmen er det simpelthen en himmerigsmundfuld. Den kunne både slukke tørsten, og stille vores kræsne smagsløg tilfredse.Den sidste del af turen til Delfi blev mere og mere bjergrig og midt på eftermiddagen nåede vi til den campingplads vi havde udvalgt af de 3, der var på stedet. Den lå højt oppe på bjergsiden af Mt. Parnassos på vejen til Delfitemplets ruiner, med en udsigt, der kunne sige sparto til meget af det vi har oplevet. Vi fik en pragtfuld plads helt ud til kanten af campingpladsen med en storslået udsigt over byen Hrisso og videre ud over vandet, som er Korinthiakos Kolpos (Bugten ved Korinth).
Vores plads er beskyttet mod solens ubarmhjertige stråler af et tag af stråmåtter, som giver en meget kærkommen skygge. Som nabo til vores lille plads er der en dejlig swimming pool, som vi selvfølgelig hurtigt hopper i, vejret er meget varmt, så en sådan afkøling er nødvendig.
Efter at være kølet af var det vores plan at få ”overstået” vores kulturbesøg for i dag. Det drejede sig selvfølgelig om Delfi. Oraklet Apollos tempel i Delfi. Klokken var efterhånden blevet mange og da vi nåede op til den meget smukt beliggende ruinplads, var klokken 17.30 og man lukkede klokken 18. Men manden i kassen var nu meget sød. Han sagde til os, at vi meget hellere skulle gå lidt længere op ad vejen, for der var der også gamle sten, og de var stort set de samme, som man her skulle give penge for at se, og så at det var gratis. Det skulle han selvfølgelig ikke sige til os to gange, før vi var af sted.
Og efter en anstrengende tur rundt i de gamle sten, hvor man tydeligt kunne fornemme storheden i templet, havde vi fået nok kultur for den dag. Der var meget smukt, og især placeringen af templerne på bjergsiden betog os meget og så den kendsgerning, at de har ligget her fra det 4. århundrede før vores tidsregning, altså næsten i 2500 år. Her var et gymnasium, stadion og et gammelt teater. Og det var dejligt at gå her omkring i ruinerne næsten helt alene, det var jo ”meget sent”.
På campingpladsens meget idylliske restaurant, spiste vi en herlig aftensmad i utroligt smukke omgivelser. Det var vel nok en dejlig begyndelse på vores Grækenlandstur.
Dette er udsigten fra vores telt.
Campingpladsens swimmingpool.
Dag 5
Lørdag den 10. juli gik det så videre ad E 55. Stadig meget smukke omgivelser, der hele tiden skiftede. Vi kørte gennem mange små og idylliske landsbyer. Efter ca. 100 km nåede vi til motorvejen E 75, som før uroen og krigene i Jugoslavien, var den normale vej mellem det nordlige Europa og Grækenland. Motorvejen herfra, hvor vi går på den, ved byen Thiva, går direkte til Athen. Vi skulle ikke helt så langt, vi havde planlagt et besøg i Marathon, Marathonas, hvor der skulle ligge en god campingplads.
Campingpladsen viste sig at være meget pæn, men der var et stort problem. Det var lørdag, og om lørdagen valfarter alle i og omkring Athen til stranden, og denne campingplads lå lige ned til en eventyrlig dejlig strand. Og her var virkelig mange mennesker. Alene turen hertil var en prøvelse. En kæmpe lang kø af biler på landevejen. Først troede vi, der var sket et eller andet, men efterhånden så vi, at køerne kun skyldes en ting, nemlig, at det var lørdag. Det var noget af en opgave at holde temperamentet på et passende lav temperatur, for grækerne er verdensmestre i at ”snyde”, sikkert endnu bedre end italienerne, som dog nok ikke kan slås i en almindelig kø. I bilen tror jeg nok grækerne vinder. Hvis de kan se en mulighed for at komme foran, om så fortovet skal bruges, så gør de det, og det er ikke kun enkelte frække bilister, nej, det er en nationalsport.
Vi fik en plads efter at have kæmpet os vej til selve campingpladsen, som kun lå få km fra Marathonsletten. Men det var lidt svært. Først fik vi en plads, hvor der stod en bil, som campingpladsejeren lovede nok skulle blive flyttet i løbet af kort tid. Det lykkedes ikke at få den fjernet. Så fik vi en plads, som tilsyneladende var god, men da vi havde rejst vores telt, viste det sig, at vores græske naboer skulle se og ikke mindst høre TV, og det var bestemt ikke lige vores kop te. Så vi måtte til campingpladsejeren igen og endelig lykkedes det at få en plads vi var tilfredse med. Den var dejlig skyggefuld og vi havde egentlig ikke så meget at klage over. Endnu. For om natten var der en forfærdelig larm fra løbende og støjende hunde, der for op og ned ad vejene. Det var nok slemt, men egentlig nok ikke så slemt endda. Det holdt da op.
Eftermiddagen tilbragte vi ved stranden, det vil sige, vi sad for det meste i skyggen på en restaurant og hyggede os. Vi gik i vandet flere gange og vi kunne efterhånden godt sidde og nyde det fantastiske liv her var, efter vores sammenstød med de græske bilister, hvor vi havde bandet dem ned i helvede mange gange. Store, i antal, græske familier spiste her. De fik hele eftermiddagen til at gå med at sidde og spise og snakke og gå i vandet og lege og spille bold og skælde ud og drikke og i det hele taget have det ganske rart. Man kunne se, at det var noget, som tit gentog sig. Vi tror at det er en tilbagevendende begivenhed hver weekend sommeren igennem og man forstår dem godt, for hvor er her dog dejligt. Børnene kan rigtig løbe en masse indestængt krudt af sig og forældrene kan slappe af og bedsteforældrene kunne nyde deres børn og børnebørn.
Om aftenen ville vi tage til den lille by Marathon, som ligger ved Marathonsletten, hvor grækerne fra Athen sloges med tyrkerne for omkring 2500 år siden. Selvom grækerne kun var ganske få i forhold til tyrkernes tusindvis store hær, lykkedes det for grækerne at slå dem tilbage til deres skibe. Denne store sejr skulle meldes til Athen og sagnet fortæller, at en kriger ved navn Marathon løb de 42 km til Athen, hvor han lige nåede at fortælle om sejren, før han styrtede død om. På sletten er der begravet 190 grækere, som mistede livet i kampen mod tyrkerne.
Vi fandt ikke noget sted at spise, så vi vente snuden om og kørte ind til en lidt større havneby, hvor man med garanti kunne få noget at spise. Vi fandt en dejlig, velplaceret restaurant, men det var også alt det gode man kunne sige om det sted. Maden var bestemt ikke noget at råbe hurra for, og den unge mand, som serverede for os, havde ikke lært noget som helst om passende pleje af kunder.
Det var en ynk. Det var så slemt, at vi egentlig fik helt ondt af ham. Det var jo ikke hans skyld, at man hverken kunne få det ene eller det andet og det var da heller ikke hans skyld, at han ikke havde lært noget endnu. Ja, det er et spørgsmål, om han nogen sinde får lært noget om tjenerfaget. Det er egentlig mærkeligt, for de græske tjenere og deres chefer er ualmindelig rare, hjælpsomme og altid parate til at prøve at forstå, hvad man gerne vil have.
Vi blev mætte og da vi kom hjem til teltet var vi da enige om, at det havde været en meget begivenhedsrig dag, med oplevelser, der godt nok var lidt specielle, men alligevel rigtig græske.
Dag 6
Mandag den 12. juli, ja det var nok ikke den allerbedste dag at vælge til et besøg i Athen, men nu var det en gang sådan, og hvis vi nu tog det med megen tålmodighed og stoisk ro, ville det nok lykkedes for os at få en god oplevelse ud af besøget.
Med alle gode hensigtserklæringer begyndte vi turen til Athen. Turen er kun på ca. 40 km, så det skulle vel ikke være noget at snakke om. Og den første del gik egentlig ganske godt. Men så kom vi til forstæderne til Athen og det kan nok være, at trafikken blev strid. Hvad vi havde været udefor dagen før tålte ikke sammenligning med dette, vi nu måtte finde os i. Her var, ud over alle privatbilerne også lastbiler og varevogne, og de holdt sig bestemt ikke tilbage med slalom over fortove og fuldt optrukne midterlinier. Intet er dem helligt. Alt kan lade sig gøre, hvis man er græsk bilist.
Endelig kørte vi ind i selve byen og her var det knap så slemt, ikke at trafikken var mindre, men det var lidt sværere for grækerne at snyde. Efter at have kørt lidt frem og tilbage i det samme område, lykkedes det for os at parkere umiddelbart ved hovedindgangen til Akropolis.
Hvor var her dog smukt, hvor var her dog varmt. Men man kunne næsten ikke få for meget af alle disse gamle sten. Man kunne rigtig se sliddet af de mange mennesker, der lige som os, har gået her. Selvfølgelig er det nok lidt svært at se de gamle grækere gå rundt her i stedet for turisterne. Men en storhed er der over dette sted.
Akropolis ligger på et højdedrag midt i storbyen Athen og der er en fantastisk udsigt hele vejen rundt, blandt andet kan man se det olympiske stadion, hvor de første olympiske lege i moderne tid fandt sted. Det var i 1896.
Stadion ses midt i billedet.
Vi gik længe rundt og sugede til os af de mange indtryk. Men varmen var voldsom og til sidst måtte vi stoppe rundgangen og søge skygge, og da klokken nærmede sig spisetid, var det vel meget fornuftigt at vælge en nærliggende restaurant placeret med udsigt op til Akropolis og i dejlig skygge.
Vi fik rigtig slappet af, og vi fik hvilet de trætte ben og så fik vi noget at drikke.
Og så var der nogen af os der fik dessert.Da vi havde fået nok inden-bords gik turen videre. Det var nu lidt over middagstid og vi havde en tur på ca. 125 km til vores næste campingplads, men først skulle vi lige ud af byen og så finde den rette vej. Den rette vej var motorvejen til Korinth. Det var nu ikke så svært. Og efter lidt tid i selve byen, fandt vi den rigtige vej. Motorvejen fra Athen til Korinth følger kysten, og der var hele vejen en smuk udsigt til de mange store og små øer, som alle havene omkring Grækenland har så mange af.
Turen til Korinth gik meget hurtig, og vi manglede så blot at køre sydpå på vores første strækning på Peloponnes.
Peloponnes er en halvø, kun forbundet med fastlandet ved Korinth, hvor man for mange år siden gravede en kanal, således at skibe fra Piræus, Athens havneby, let kunne komme vestpå uden at skulle tage hele vejen syd om Peloponnes.
Vej nr. 62, var den vej vi skulle ad, for at komme til Epidavros, hvor ”vores” campingplads lå. Vejen er ikke særlig gammel og den følger kysten hele vejen til Epidavros. Der er meget bjergrigt på Peloponnes og det fik vi rigtig at mærke her, hvor vejen går op og ned i store og små kurver med det meget smukke vand af og til dybt nede og andre gange lige ved vejkanten.
Vi kom hurtigt til Epidavros, men det var ikke bare lige at finde den rette campingplads. Der er tre byer, der hed noget med Epidavros.
Først er der en by der hedder Nea Epidavros, som betyder det nye Epidavros, så er der Palia Epidavros, som betyder det gamle Epidavros og her ligger også Ancient Epidavros og det er i den sidstnævnte by vores campingplads er. Vi nåede at besøge alle tre byer før vi fandt campingpladsen, som let kunne genkendes fra det første besøg for 26 år siden. Helt ned til vandet og i en stor appelsinplantage og en udsigt til en pragtfuld bugt.
Her svømmer jeg rundt i det krystalklare og meget varme vand.
Hvor var vi dog begejstrede for denne plads og vi blev hurtigt enige om, at vi ikke under nogen omstændigheder ville herfra, før vi enten blev smidt ud, ikke havde flere penge eller når vi syntes det var passende at få nogle andre oplevelser, som tilsyneladende lå alle vegne og kun ventede på at man kom og samlede dem op.
Og byen var noget helt særligt. Den var ikke særlig stor, men det der er, ligger omkring en lille havn, hvor der ankommer små færger fra alle de omkringliggende øer.
Toilet- og vaskeforholdene på campingpladsen var perfekte. Flere gange om dagen mødte man en ung, sød pige, som gik og gjorde rent. Helt nede ved vandet lå campingpladsens lille butik. Og turen ind til byen tog kun ganske få minutter. Ved siden af campingpladsen lå der en restaurant, som vi efter flere besøg var enige om, også til dels hørte med til campingpladsen. Ejeren af campingpladsen var en rar mand, som vi blev gode venner med og vi var sikre på, at den venlige tjener/ejer af restauranten var hans bror. Den brochure vi fik, da vi endelig rejste, bekræftede denne opfattelse. Alt det vi kunne lide ved campinglivet lå i nå-afstand. Her var alle slags butikker eller sagt på en anden måde, de få butikker der var i byen havde alt det vi kunne få brug for.
Her er mange restauranter, så selv om vi ville blive her i flere uger, ville vi næsten kunne besøge et nyt spisested hver dag. Men det afholdt os dog ikke fra at spise på ”vores” restaurant op til flere gange. Og det var mest fordi det var så lækkert at kunne drikke det, man havde lyst til, og så blot vælte sig ind i teltet, når man havde fået nok.
Og her ses de dejlige appelsiner. Kan man ønske bedre udsigt fra sit telt. Hver morgen kunne man samle nedfaldne appelsiner op fra jorden, og vi så, at alle campister, når de rejste, lige skulle plukke en appelsin eller to.
Dag 7
Solen skinner fra en skyfri himmel, som den har gjort fra den dag vi satte vores fødder på græsk jord. Og allerede klokken 8 om morgen kan man få frisk morgenbrød i campingpladsens butik. Bageren kommer på knallert med det friske brød. Så varer det ikke længe før kaffen er lavet og vi kan sidde ved et dejligt morgenbord. Når vi så har siddet der i et par timer og spist og læst i vores bøger er der ikke noget bedre end at gå i vandet og så komme op fra vandet og fortsætte med at læse og så efter nogen tid gå i vandet og så op og læse igen. Og sådan går en dag meget hurtigt. For hurtigt.
Det kunne hurtigt komme til at gå sådan, men vi skulle også se og opleve vores egn omkring Epidavros.
Denne første dag i Epidavros gik med at tage de 15 km til selve Epidavros, som er det største fritliggende teater i Grækenland.
Det gamle teater i Epidavros ligger helt for sig selv langt fra de nærmeste byer.
Det er en oplevelse helt ud over det sædvanlige at sidde her, som mennesker har gjort i de sidste 2500 år. Teatret er bygget af limsten i det 3. århundrede før vores tidsregning.
På scenen var man ved at stille op til forestillingen, som skulle spilles fredag og lørdag. Der er græske tragedier hver fredag og lørdag klokken 21 i de 3 sommermåneder. Fra vores siddeplads på bageste række er det muligt at høre alt hvad der foregår på scenen, selv meget lav tale. Vi nød rigtig hele sceneriet. Men at placere et teater her ude i de øde bjerge virker meget mærkeligt. Der er næsten 200 km til Athen, og alligevel er der virkelig mange mennesker til de forestillinger der bliver vist. Men der er vel forskel på transportmulighederne i dag og så for 2500 år siden. Der er faktisk plads til 12.000 tilskuere. Hvor kom alle disse mennesker fra dengang? Det må have taget sin tid.
Vi var her længe, det var svært at løsrive sig fra stedet og vi besøgte museet, som ligger lige ved siden af selve teatret. Museet bestod mest af dele fra de bygninger, der har ligget på området endvidere fortaltes lidt historie om tiden dengang, da teatret havde sin storhedstid. Måske er storhedstiden nu, hvor sikkert mange flere mennesker ser stykkerne. Grækerne, og for den sags skyld også turisterne, er helt vilde med disse tragedier, som fortæller de gamle sagn. Det er et meget søgt turiststed, og der er mange busser på stedet. De fleste kommer fra Athen.
I de mange ruiner ligger fundamentet til Asklepios tempel. Asklepios var en gud, fra det 4. århundrede før vores tidsregning. Og selv om Asklepios var en gud, slog Zeus ham ihjel ved hjælp af lyn og torden, fordi Asklepios ønskede at ødelægge/fjerne døden.
Jeg blev enig med sig selv om, at vi skulle se et af disse stykker, og hun bestemte, at det skulle ske fredag. Det gode ved den beslutning var, at vi så med garanti skulle blive på vores dejlige campingplads en hel uge, derfor ingen, eller næsten ingen protester fra Mogens.
Det er en meget smuk tur og en ikke særlig lang tur fra Epidavros teater til vores campingplads. Turen går gennem en bjergrig egn uden nogen bebyggelse. Der er kun ganske få huse omkring teatret, hvoraf flere var små restauranter.
Resten af dagen blev tilbragt i og ved vandet.Dag 8
På campingpladsen findes en fantastisk indretning. Simpel, men utrolig effektiv. Appelsintræerne skal vandes, det hele drejer sig jo ikke kun om sol og varme, de to ting gør det ikke alene, nej der skal vand til og sikkert meget vand.
Alle træerne var forbundet med tynde plastrør, som blev afsluttet ved træets fod med en øldåse, klemt flad om plastrøret. Når der så blev åbnet for vandet, sivede vandet ud af dåsen og gjorde jorden ved træets fod våd. Det var ikke nødvendig for nogen at passe vandingen, der gik stille og roligt for sig og alle træerne fik lige meget vand. Ingen telte blev våde. Smart, effektivt og billigt.
Mogens sandaler, dem jeg kalder fakirsko, var ikke så gode, som de havde været, års slid havde efterhånden gjort deres arbejde og overdelen så ikke ud til at kunne holde så lang tid endnu, så vi tog ind til byen, for at købe et par reservesko.
Det er en meget smuk, lille by, som ligger omkring en havn fyldt med alle slags sejlbåde. Vi fandt meget hurtigt en butik, der solgte alt hvad en turist kunne få brug for og også sandaler. Vi købte et par til os hver. Billige, meget billige, de kostede kun 40 kr. pr. par. De så nu heller ikke så stærke ud, som dem Mogens havde, og de var absolut ikke af fakirtypen, tvært i mod, glatte, meget glatte, men som reservesko kunne de vel gå an.
Vi havde parkeret bilen på havnen og gik rundt og så lidt på vores by. By er nu nok så meget sagt, den er ikke ret stor, men meget charmerende. Godt nok er her turister, men alligevel ikke så mange, vi er jo lidt væk fra alfarvej.
Klokken er efterhånden spisetid, så vi gik rundt fra den ene restaurant til den anden og læste menukort. Vi havde lært os lidt græsk, ikke at vi helt viste hvad ordene på kortene betød, men vi kunne genkende tegnene/bogstaverne og viste nogenlunde, hvad vi kunne lide. Den bedste menu, og den bedste plads, var helt nede ved vandet, hvor vi kunne følge sejlskibenes ud- og indsejling i den lille havn. Også rutebåde gik her. Alle græske øer kan besejles og skam også herfra Epidavros.
Efter den dejlige frokost tog vi hjem til campingpladsen og tilbragte hele eftermiddagen og det første af aftenen i og ved vandet. Læse, bade, sove, læse, bade og sove. Det var absolut ikke det værste at gøre.
Om aftenen, altså hen ad 21 skulle vi have noget at spise igen. Denne gang valgte vi ”vores” egen restaurant igen. At sidde her og spise er nok noget af det dejligste vi ved. Vores bord står helt ude ved vandkanten og det eneste man kunne høre var vandet, som gik ind over de små sten på strandbredden. En dejlig lyd. Man kunne selvfølgelig ikke nyde solnedgangen her, da vores strand lå stik øst, men det blev det nu ikke dårligere af. Til restauranten hørte også et lille hotel eller måske nærmere et pensionat. Det kunne jo være, at vi på vores gamle dage kunne vende tilbage og nyde omgivelserne, maden og stemningen igen, men så fra hotellet. Ikke umuligt, at vi kunne få lyst til det.
Dag 9
I dag havde vi besluttet os for en sight-seeing tur til Korinth. Korinth er en relativ stor by med en kæmpe havn og i den østlige del af byen ligger den meget berømte kanal, som sparer søfarten for en stor omvej, når de skal fra f.eks. Patras til Piræus eller omvendt. Man undgår hele turen syd om Peloponnes.
Det lykkedes for os at gå lidt rigeligt rundt i byens små gader for at finde vores bil, som vi havde parkeret på en vej, som vi troede vi kunne genkende, men desværre viste det sig, at denne lille gade havde virkelig mange kopier. Selvfølgelig fandt vi den, men bestemt ikke uden besvær.
Da jeg havde fået købt sig et par rigtig dyre bukser, blev vi nødt til at hæve lidt penge, og da vi havde fundet en bank med hæveautomat forsøgte vi så lykken. Vi havde jo prøvet før med stort held, men denne gang måtte vi give op. Da vi stak kortet i automaten, kunne vi overhovedet ikke se, hvad der stod på skærmen, solen skinnede så kraftigt ned på automaten, at vi måtte opgive. Vi fandt dog snart en anden bank, hvor automaten stod bedre i skygge, og så var der ikke problemer mere.
Vi fik lidt at spise og drikke på et rart spisested placeret mellem hovedgaden og havnen. Den del af restauranten, hvor vi sad, skulle betjenes af en tjener, som hele tiden måtte krydse hovedgaden, der var ualmindelig trafikeret og det var garanteret kun fordi det var en smuk ung pige, der var vores tjener, at vi overhovedet fik noget at spise og drikke. Hende, kunne bilerne godt lade passere.
Efter en hyggelig travetur i byen kørte vi til ”Strædet ved Korinth”, den gravede kanal. Da vi passerede den i mandags fra Athen, lagde vi slet ikke mærke til, at vi kørte over den, selv om vi så efter den, men denne gang fandt vi den gamle overgang, hvor vi kunne sætte bilen og så gå tværs over kanalen.
Vi var heldige, at der samtidig passerede en stor turistbåd, som lige akkurat kunne komme igennem det smalle stræde. For os så det grangiveligt ud som om skibet hele tiden stødte ind i kanalsiderne, først den ene side og så den anden side, men det er nok ikke rigtigt. Det så i hvert fald ud til, at en rødspætte på højkant ikke ville kunne komme forbi skibet. Men imponerende var det at se på. Gad vide om der er trafiklys for enderne af kanalen.
Turen fra Korinth til Epidavros havde vi kørt før, men det var som om vi bedre kunne nyde turen anden gang. Den er meget smuk. Vejen følger den klippefyldte kyst og samtidig er der mange bjerge.
Kort før Epidavros lå der et smukt spisested, som vi ville ind på, men ak, det var lavet om til en bar, så her kunne man kun få noget at drikke. Men da udsigten var så smuk blev vi der alligevel og fik taget nogle billeder af vores by. Man ser faktisk hele byen på billedet og det er næsten muligt at tælle alle byens huse herfra.
Vores campingplads ligger på den anden side af tangen, bag den høje cypres.
Vi kom tilbage på campingpladsen tids nok til en svømmetur. Det er en god måde at få rystet alt bystøvet af på. Og i løbet af få minutter er freden og roen fra campingpladsen nået helt ind i os. Dette er ferie.
Om aftenen tog vi ind til byen og fandt et nyt sted at spise. Man spiser meget sent i Grækenland, ca. klokken 21 er det ret normale og sikken en masse, der så er at se på. Børnene leger i og ved havnen, og de voksne spadsere rundt på kajen, hundene, som der er mange af, løber rundt mellem bordene, for at få nogle rester, store og små selskaber bliver mere og mere højrøstede.
Den græske mad er vi bestemt ved at vende os til, ja Inge er ved at blive helt vild med den, der er ikke den ting hun ikke vil hjem og lave til vores onsdags aftener i Andersens Peu-Soup Restaurant. Men den er nu også rigtig god, og her i sommeraftenens lune, virker al frugten og det grønne også fint. Alt passer her. Den kolde rosévin, de stegte, små fisk, Fetaosten, Muzakaen, den græske salat, kaffen og så ikke at forglemme – prisen og omgivelserne.
